Intuition + Tid
”Det har jeg sandelig ikke tid til”.
Hvor mange gange har du tænkt sådan, når det kommer til alt det dejlige du gerne vil her i livet?
Det kan være en hobby du gerne vil i gang med. Et haveprojekt. En rejse. En fridag. En kilde-tur med dit barn. En time alene med din partner. Personlig udvikling.
”Det gør jeg, når jeg får tid”. Den mest klassiske tilgang til livsdesign. Som om tid er noget vi får forærende, når alle pligter er gjort og alle skridt er taget.
Men tid er som en tryllekunst, skabt af os selv. Et minut når vi laver noget der findes svært, kan føles som en evighed, og en dag på sofaen når vi ser vores yndlingsshow på Netflix, er kun et blink med øjnene.
Tid er dybt forbundet med egoet og sjælen. Egoet er frygtsomt og elsker at holde dig fast i et mønster hvor du er lille og med begrænset udvikling.
Sjælen ønsker at du gror vinger og flyver afsted.
Kampen imellem de to, kommer ofte til udtryk i vores brug af tid.
Sjælens tid og Egoets ørkenvandring
I egoets hule investerer vi tiden i aktiviteter der dræner os, eller holder os fastlåst i et uønsket mønster, og så føles tiden pludselig kvælende. Vi slæber os igennem dagen og kan knap nok holde os vågne.
I sjælens verden er der er altid tid. Til alt hvad du måtte ønske at bruge den på.
Når vi først afsætter tid til det der giver udvikling, er det som et vandfald der starter.
Vi får udvikling, vi føler energien bevæge sig og pludselig har vi overskud til meget mere og tiden føles som en uudtømmelig ressource. Praktiske gøremål, arbejde og sjælelige aktiviteter flyver afsted og ordnes på et splitsekund.
Invester din tid med hjertet
Så tid er en ressource vi må investere med klogskab og med hjertet.
En lille øvelse der kan hjælpe dig til at ”skabe” mere tid, er denne.
Spørg dig selv; Hvad er den ene ting som bringer mig glæde og udvikling og som jeg altid må gøre, hver dag, uanset hvad der ellers sker i mit liv.?
Når du har fundet den ene ting, så sætter du den i kalenderen. Hver dag. Uanset om det er jul, travlt, ferie eller sygdom.
Den uomtvistelige ting du altid må gøre.
Ved at sætte tid af hver dag til denne ene ting, træner du dit ego til at føle sig tryg i sjælens arbejde og give slip på kontrollen, en dag ad gangen.
Det vil på sigt åbne for din evne til at føle, hvad din intuition fortæller dig, du skal bruge tiden på.
Med respekt og kærlighed.